Om Kroen
I 1396 påbød H.M. Dronning Margrete 1. af Danmark at hver herredsfoged byggede en kro for hver 4. mil. Dette
svarede cirka til 30 km. så det passede med at kuske samt passagerer kunne hvile og hestene kunne få slukket tørsten.
Alligevel skulle der gå 458 år før Bramdrupdam skulle have sin egen kro, da Harte og Sonebjerg nåede at etablere
udskænkningssteder før Bramdrupdam. Daværende gårdejer Søren Kristensen fik dog i 1854 godkendt den bevilling,
han 6 år forinden havde købt af udskænkningsstedet i Sonebjerg. Dermed var Bramdrupdam Kro en realitet og gik en
spændende historisk tid i møde.
I 1885 blev Egtvedbanen, der løb bag ved kroen parallelt med Vejlevej, anlagt og 1914 blev Troldhedebanen vest for
kroen etableret. Disse infrastrukturelle tiltag og det faktum at Vejlevej på daværende tidspunkt befandt sig i en rivende
udvikling, gjorde at fremtidsudsigterne for daværende kroejer Jens Carl Markussen så lyse ud. I 1934 kunne kroen for
første gang indbyde til keglespil i egne lokaler langs Egtvedbanen og toiletterne var opgradet til træk og slip. I samme
år blev der også installeret centralvarme i alle kroens bygninger og 1937 stod ”Salen” færdig med plads til 100 spisende
gæster.
Siden opbygningen af kroen i 1848 og driftens begyndelse i 1854 har beværtningen på Vejlevej i Bramdrupdam været
på 16 kroejeres hænder. Mindre renovationer er blevet udført løbende, senest i 1990 valgte daværende kroejere Knud
og Dorthe Niemann at udvide værelseskapaciteten med yderligere 12 værelser i en tilstødende bygning.
Også de nuværende kroejere Leif og Elsebeth har siden de købte kroen i 2002 renoveret bl.a. alle værelserne i den nye
værelsesfløj fra 1990 og samtlige selskabslokaler. Desuden er hele haven og terrassen restaureret.
Værtsparret har udover fysisk renovation, båret kroen ind i en ny generation ved at udvide navnet fra
”Bramdrupdam Kro” til ”Bramdrupdam Kro og Hotel”. Titlen som kongelig privilegeret kro, tilkendt i forbindelse med
både Christian 8. og Frederik 6, er bevaret hvilket vidner om en begivenhedsrig historie. Set ud fra et gastronomisk
synspunkt er kroen også gået en ny tid i møde med de nye ejere. Leif og Elsebeth har sammensat et spændende dansk
menukort, med klassiske danske retter som dansk bøf og kold røget laks med flødestuvet spinat, traditionsrige retter
som kromandens Sorte Gryde og Wienerschnitzel. Også en skiftende fransk inspireret månedsmenu er blevet tilføjet,
hvor både Leifs og Elsebeths store erfaring fra anerkendte hoteller og gourmetrestauranter i Sverige, Frankrig,
Schweiz og Danmark, har haft stor indflydelse på kompositionen af retterne.
Er De interesseret i at vide mere om kroen og dens historie, kan De læse mere i ”Før og nu i Bramdrupdam”
bind 2, udgivet af Lokalhistorisk Forening for Bramdrupdam og Kolding Stadsarkiv, 2009.